Sådan Arrangerer du Den Bedste Køretur i Verden

Vi har allesammen prøvet at føle os fanget i en bil, når vi skal ud på en lang køretur. Der er et eller andet ved den metalboks – specielt når solen skinner udenfor – der føles som et ubehageligt bur, man gerne vil bryde ud af. Man kan ikke rigtigt flytte sig, der er begrænset med benplads, og ofte løber man tør for samtale-emner, med sine med-passagerer, efter den første time eller to.

Men når nu vi har det så forfærdeligt inde i bilerne, hvordan kan det så være, at vi ser så mange film om fantastiske “road trips”? Hvert år er der tusindvis af mennesker, der med vilje klemmer sig ind i biler, og kører hundredevis af kilometer – for fornøjelsens skyld… Hvordan giver det mening?

Som kæmpe Road Trip entusiast, har jeg en del tricks at dele med dig. De vil kunne bruges, uanset om du skal på bilferie, eller bare gerne vil overleve en time i den travle by-trafik. Jeg har tilbagelagt mere end 50.000 kilometer de seneste år, og det har (stort set) altid været en behagelig oplevelse! Vigtigst af alt, så er timelange køreturer nu noget, jeg ser frem til, fremfor at græde over.

 

Den rigtige bil

Hvis du på nogen måde har indflydelse på, hvilken bil du skal sidde “fanget” i, så er der nogle gode forholdsregler her. Det behøver ikke være den dyreste bil i verden – en brugt Toyota kan let være mere komfortabel at taget på bilferie i, end en ny Peugeot. Hvis du kører i en brugt bil, kan du typisk tillade dig lidt mere, når det kommer til komfort: du kan spise i bilen, smide fødderne op på sædet og så videre.

 

Benplads

Derudover er benplads typisk den vigtigste faktor, når det kommer til at vælge bil. Uanset om du er lang eller kort, så vil den ekstra benplads kunne komme til rigtigt meget nytte. Hvis du har korte ben, så kan du klemme bagage ind i den ekstra plads, og bruge det som en slags bord. Bordet er rigtigt praktisk til når du skal spise mad (i modsætning til “snacks” der typisk ikke kræver et bord), og kan desuden bruges til at spille kort eller brætspil. Har du lange ben, så giver den ekstra benplads ikke bare direkte komfort, men giver dog også bedre mulighed for at skifte sidde-stilling under turen – hvilket er rigtigt vigtigt på lange køreturer.

 

Spil

Som nævnt ovenfor, så er kort- og brætspil geniale at have med sig. Uanset hvor interesannte de mennesker man opholder sig i bilen med er, så kan der være behov for, at lave noget andet end at snakke. Et godt spil er en god distraktion for den lange køretur, og har det desuden med at åbne op for nye samtale-emner.